Artikler

Sprogformning

 

 

Sprogformning i skolen

 

Af Dorthe Rosendahl, sprogformer, terapeutisk sprogformer, Rudolf Steiner børnehavepædagog.

 

Sprog er mere end kommunikation med ord og beskeder til hinanden. Når vi tænker efter, ved vi, at vi gennem sproget kan skabe billeder og stemninger af det, der siges. Nogle gange kan vi ligefrem fornemme lugte og se det, vi hører om. Lærere og pædagoger taler meget, derfor er det vigtigt for dem at arbejde med sproget, så deres stemme ikke bliver slidt.

 

”Menneske tal

og du åbenbarer gennem dig

verdenstilblivelsen.

Verdenstilblivelsen åbenbarer sig gennem dig,

o, menneske,

når du taler.”

- Rudolf Steiner

 

 

Lærere og pædagoger, som er beskæftiget med at tale en stor del af dagen, taler forskelligt dagen igennem. De taler med kollegerne på én måde, med andre på en anden alt efter situationen.

 

Når vi reciterer med klassen eller leder morgensamling i børnehaven med børnerim eller eventyr, overanstrenges stemmen af og til, og den afslappede, naturlige stemme stiller sig i baggrunden for en mere anstrengt stemme. Nogle gange flytter man helt automatisk resonansen op i hovedet for at aflaste stemmen. Alt dette kan afhjælpes ved for eksempel at øve at forbinde bevægelser med sproget.

 

Ord lever i sanseligt-hørbare udtryk

Ordet lever ikke kun i den indholdsmæssige kommunikative formidling af viden. Igennem alle skoleårene beskæftiger lærerne sig med sproget og måden, hvorpå læreren taler til og med eleverne, forandres. Et af kendetegnene ved Rudolf Steiner pædagogikken er, at der er særligt fokus på det talte ords kunst (også kaldet talekunst eller sprogformning). Det understøtter

pædagogikken på alle udviklingstrin.

 

Derfor undervises der i sprogformning på Rudolf Steiner seminarierne. Målet er at give læreren og pædagogen mulighed for at blive forbilleder for eleverne på det sproglige område. Den voksne skal med sprogformningen lære at omstille sin stemme til de forskellige situationer, den bliver brugt i.

 

Rytmerne og lydene giver os mulighed for nye indre bevægelsesmuligheder: Når jeg arbejder med en tekst, som jeg vil læse højt, må jeg føle mig ind i dens indhold, stemning og rytme. Derefter må jeg indrette min tale sådan, som teksten vil tales. Det gør jeg med min jegkraft. Det er det, Rudolf Steiner beskriver som: 'Sprogformning er det af jeg´et forandrede astrallegeme' (Astrallegemet er det usynlige legeme omkring mennesket, der indeholder alle menneskets følelser).

Sprogformerens terapeutiske arbejde.

 

Når jeg som sprogformer hører en taleafvigelse, forsøger jeg at fornemme hele mennesket, og spørger mig selv, om der er sammenfald mellem bevægelsesmønster, sjæleliv og sprog. Sprogformeren arbejder dermed ikke kun med taleforstyrrelser, men også med sjælelig uligevægt. Det kan fx være lavt selvværd, generthed eller koncentrationsbesvær.

 

Vi efterligner alle inderligt, når vi lytter til hinandens tale. Vi efterligner ikke synligt, men vi kender sikkert alle fornemmelsen af at skulle hoste, når en foredragsholder er hæs. Strubehovedet bevæger sig ganske subtilt med i andres talebevægelser. Særligt små børn efterligner – både vores gode og dårlige vaner.

 

Mange børn og voksne har i dag et utydeligt sprog, der i nogle tilfælde er en virkning af stress og mangel på koncentration, i andre tilfælde har de måske haft dårlige efterlignelsesforbilleder. Det er noget af det, en sprogformer kan være med til at afhjælpe.

 

Sådan arbejder jeg

Som sprogformer vurderer jeg i hvert enkelt tilfælde, hvordan det vil være rigtigt at arbejde med netop den person, jeg møder.

 

*Har vedkommende svært ved at udtale ordene, kan man øve en tekst, hvor man går et skridt for hvert ord eller stavelse både for- og baglæns og siger ordet både forfra og bagfra. Det smidiggør tungen og de andre taleorganer.

*Taler barnet meget stille, kaster vi en bold i gulvet, mens vi skiftevis taler. Faste og stampende skridt eller hop kan også hjælpe.

*Mangler eleven fornemmelse for rummet over sig, kan man fx lægge en kobberstav på dets hoved og lade det gå og tale samtidigt. Det styrker koncentrationen og koordinerer bevægelse og bevidsthed.

*Vil vi opnå mere lethed i sproget, kan vi kaste bold til hinanden og tale, når bolden er blevet grebet. Hop og spring kan også hjælpe her.

*Har eleven brug for at få stillet stemmen på plads, kan vi hoppe eller trampe, evt. over og imellem nogle stave på gulvet eller sjippe.

 

Ifølge Rudolf Steiners sanselære, danner egenbevægelsessansen (min bevidsthed om hvordan jeg bevæger min krop lige nu, og hvordan jeg kan udføre en bestemt bevægelse) grundlaget for ord- eller sprogsansen. Sprog er bevægelse. Derfor koordinerer vi ofte indlæringen af sprog med bevægelser, der udføres lige før eller mens vi taler. Det styrker bevidstheden og udtalen, gør åndedrættet dybere og blikket klarere. Med andre ord, arbejder jeg ikke kun med udtale af ord, vokaler og konsonanter, men i høj grad også med rytmerne og lydene som virkemidler i teksterne.

 

Sprogformningens opgave i skolen

En sprogformers regelmæssige besøg på en skole giver lærerne mulighed for at bygge videre på det, de lærte i sprogformningsundervisningen på seminariet. Gentagne sprogperioder gør det muligt at lade talearbejdet slå rod blandt både medarbejdere og elever. Det er lærerens mulighed for at pleje sit eget forhold til det levende sprog som en bestanddel af sin selvudvikling, såvel som udviklingen af hans/hendes tale i klassen.

 

Læreren kan bruge sprogformning til at forberede både den rytmiske, den fortællende del af hovedfagstimen og teksterne i fremmedsprogsundervisningen. Han eller hun kan også pleje sin stemme, sit åndedræt og sin artikulation, så stemmen ikke bliver anstrengt, når den store sal til månedsfesten. Sprogformning virker styrkende ikke kun på stemmen, men på hele organismen. Læreren lærer derigennem at lytte bedre til, hvordan børnene taler, og om de kunne have brug for en periode med sprogtræning.

 

I løbet af et par ugers besøg i en Rudolf Steiner skole har jeg mulighed for at:

*besøge klasser og iagttage børn og lærere for at hjælpe med råd og talevejledning,

*undervise børn individuelt terapeutisk og pædagogisk,

*tale med lærerne om børnenes tale- og sprogudvikling og hvordan, der kan arbejdes med den,

*hjælpe lærerne, ikke kun klasselærerne, men også fag- og overskolelærere, med hans/hendes eget sprog samt hjælpe med at forberede nuværende og kommende tekster til undervisningen, så han/hun får en kunstnerisk fornemmelse for det sproglige arbejde,

*lave workshops og holde foredrag for forældre og interesserede,

*deltage i konferencen og undervise lærerne og deltage i børnebehandling,

*hjælpe i forbindelse med skuespil i klasserne i både over- og underskole.

© Copyright 2012. All Rights Reserved.

Om terapeutisk sprogformning.

 

Af Dorthe Rosendahl

kunstnerisk og terapeutisk sprogformning

 

Jeg står sammen med Klaus i terapilokalet, hvor vi vil øve sprogterapi. Klaus har Down-Syndrom. Han er begejstret, når han får lov at beskæftige sig med King-Kong. Derfor har jeg lavet en øvelse med det. Han lider af kronisk tilstoppet næse, og jeg har sat mig for at prøve at hjælpe ham af med det. Først varmer vi stemmen op, og så går vi i gang med King-Kong-øvelsen. For at få løsnet slimet i næsen taler vi 'N'. Det kan være svært for nogle, men så sætter vi 'K' foran. 'K' giver et lille eksplosionsstød, og 'N' får ofte mere kraft af det. Samtidig stamper vi så hårdt i gulvet, vi kan.

 

Vi gør terapeutisk sprogformning, en terapiform, der opstod mens Marie Steiner-von Sievers levede. Allerede dengang begyndte de første sprogformere at arbejde terapeutisk i samarbejde med Marie Steiner -von Sievers og Ita Wegman, den første antroposofiske læge og grundlægger af Ita Wegman klinikken i Arlesheim, Schweiz. Da Dora Gutbrod, elev af Marie Steiner-von Sievers, arrangerede videreuddannelseskurser i terapi for sprogformerne i 1970'erne, kom der for alvor gang i arbejdet, især i Tyskland og Schweiz. I årene derefter voksede interessen for det sprogterapeutiske arbejde, og der opstod sprogformningsuddannelser i Tyskland, Schweiz og England. I England og Schweiz er der stadig både den fireårige kunstneriske grunduddannelse og den terapeutiske efteruddannelse. På grunduddannelsen lærer man bl.a. at beherske artikulation, inddele og beherske åndedrættet, arbejde med de tre stilarter epik, lyrik og dramatik i talte tekster og skuespil. På den terapeutiske uddannelse lærer man bl.a. om anatomi, fysiologi, sygdomslære og psykiatri. Derudover arbejder vi på at virke terapeutisk med sprogformningsøvelserne.

 

Terapeutisk sprogformning er en åndedrætsterapi, som man udfører ved hjælp af sprogets elementer: vokaler, konsonanter og rytmer. Man kan benytte terapien i mange tilfælde: Inkontinens kan mindskes ved at bruge 'F' og lydene 'G' og 'K', der bringer varme og aktivitet til underlivet og dets muskler. Dårligt selvværd kan afhjælpes. Marie Steiner-von Sievers skrev: 'I sproget griber mennesket sit guddommelige væsen; lydene er skaberkræfter, der forbinder mennesket med sin oprindelse...Gennem sproget hæver mennesket sig op over dyret, føler sig tilbage til sit guddommelige jeg....'.

 

Et menneske, der for eksempel er kuldskært, og har brug for varme og måske også tyngde i kroppen, han får lov at gøre øvelsen 'Komm kurzer kräftiger Kerl!'. Vi bygger den op i fire trin. Først plukker vi kirsebær, ser nøje på kirsebærret, der hænger på det store kirsebærtræ lige foran os. Idet vi plukker det, siger vi 'Komm', og sådan plukker og taler vi ordene et efter et op til flere gange, indtil alle kirsebær er spist. Vi peger nu på den korte kraftige karl, der skal komme, og lægger al den aktivitet i ordene, som vi kan, så han ikke kan gøre andet end at komme. Nu bærer vi på en meget tung bærepose i hver hånd, og vi er ved at synke i knæ på grund af vægten. For hvert tungt skridt går vi med bøjet overkrop, taler et ord. Efter 'Kerl' sætter vi poserne fra os igen, inden vi atter løfter dem og går baglæns, talende sætningen bagfra. Nu løfter vi atter poserne, overvinder denne gang tyngden, retter ryggen og går med h ælene først. Ellers gør vi det samme som lige før forlæns og baglæns. Til slut prøver vi at finde et sted, ca. en håndsbredde over skambenet. Vi presser det ind med fingrene, og har vi fundet punktet, vil vi reflektorisk ånde ind. Efter at have trukket luften ind, slipper hænderne hurtigt punktet, og vi taler 'Komm'. Når alle fire ord er talt, er øvelsen færdig, og vi sætter os for at hvile fem til ti minutter. Det er en god ide at hvile lidt efter hver øvning, så øvelsen kan få lov at 'sætte' sig.

 

Rudolf Steiner angav sammen med lægen Ita Wegman 3 sprogformningsøvelser, der blev udformet til bestemte tilfælde; derudover benyttes i vid udstrækning de oprindeligt angivne artikulations-, åndedræts- smidigheds- og retningsøvelser af Rudolf Steiner i både kunstnerisk, pædagogisk og terapeutisk øjemed. Disse oprindeligt kunstneriske øvelser er i årenes løb blevet omarbejdet i samarbejdet mellem sprogformere og antroposofiske læger til også at kunne benyttes i terapenutisk øjemed.

 

Vi benytter os af sprogets elementer i sprogformningen: vokaler, konsonanter og rytmer. Planetkræfterne virker i vokalerne, og dyrekredskræfterne virker i konsonanterne. Med vokalerne udtrykker vi os sjæleligt. Vi siger 'Ih!', når vi udtrykker begejstring, 'Ah!' når vi kan lide den gode mad, og så videre. Når vi vil beskrive verden omkring os, bruger vi konsonanterne. 'S'et benytter vi til at beskrive de tørre blades raslen i skovbunden, 'R'et til vindens hvirvlen og susen. Marie Steiner-von Sievers talte om rytmer, rim, takt og allitteration som portene til det åndelige i sproget: ”Rytmen er kanen, der bærer verset, rattet der holder, den forbindende kraft, uden hvilken de mange stemmer ikke ville kunne smelte sammen til en enhed. Den må fordybes, farves, belives igennem fornemmelsen for lydene....” (Fra ”Rudolf Steiner und die redenden Künste”, efterår 1925). Rytmen forhindrer sproget i at blive et blot intellektuelt middel til begreber og kommunikation, som sproget ofte betegnes at være i dag. Hun udtalte videre, at hvis mennesket ikke plejer disse elementer, vil det blive råt.... Med sprogformningen øver vi at farve og belive sproget, lydene og rytmerne.

 

Planeternes og dyrekredsens kvaliteter lever også i os. Kan de virke belivende og helbredende? Ja, hvis vi lærer at omgås sproget rigtigt, virker det tilbage på os selv. Når vi beliver sproget, fordybes vores åndedræt og vores blod, og hele organismen bliver bedre iltet.

 

Kender man de tolv sanser ifølge Rudolf Steiner, vil man vide, at der er de nedre og de øvre sanser. De nedre sanser udvikles først og forvandles til de øvre. Udviklingen af de øvre sanser er altså på en måde afhængig af de nedre sansers udvikling. Der er et organ knyttet til hver sans. Sprog- eller ordsansens basissans er sansen for den egne bevægelse, og dens organ er 'det-sig-bevægende menneske'. Derfor koordinerer vi ofte bevægelser med talen, når vi øver. Vi forbinder tænkning, følelse og vilje med hinanden. Den bevidste bevægelse er med til at forme sproget.

 

Sætter vi håndrødderne fast mod hinanden, mens vi koncentrerer vores blik på dem og taler 'G' samtidigt, får lyden en bestemt karakter; presser vi fingerspidserne fast mod hinanden, ser koncentreret på dem og taler 'G', får lyden en anden karakter. Prøv at gøre det nogle gange, og iagttag hvilken karakter, der er mest 'G'-agtig. Det samme kan prøves med lyden 'B' og de samme bevægelser. Prøv også at presse tungen op mod det sted i ganen, der ligger bag de øverste fortænder mellem tænderne og rillerne i ganen. Gør det i ca 5 minutter: hurtigt presse, slippe, presse, slippe o.s.v.. Får man kraft, eller bliver man træt af det? På det punkt tales lydene 'D', 'L', 'N' og 'T'. Er man sikker i at ansætte lydene og øver regelmæssigt, kan man afhjælpe læsp.

 

Sprogets rytmer er mange. De er nedadgående, og de er opadgående. De bølger. Nogle vil hurtigt frem og vender så alligevel tilbage, før de er til ende. Når vi går nedad en stejl bakke, må vi stemme imod for ikke at miste balancen. Når vi bestiger den samme stejle bakke, stemmer vi ikke imod for hvert skridt, men giver hvert skridt så megen kraft, vi kan, selvom det er hårdt. Det er to forskellige stemninger. Den nedadgående rytme kunne i stemning være trokæisk (laang - kort), den opadgående jambisk (kort - laang) – eller er det efterår og forår?

 

Til forebyggelse af stress og beroligelse af hjertet og åndedrættet benyttes bl.a. heksameterrytmen (de græske rytmiske tekster af Homer: Iliaden og Odysseen). Heksa er græsk og betyder seks. Der er seks daktyl-versefødder i en linje. Vi tager en indåndingspause i midten og i slutningen af hver linje. Rytmen virker harmoniserende på forholdet mellem åndedræts- og hjerterytme. Den svarer til, at forholdet mellem åndedræt og hjerteslag ideelt er 1:4. Det afviger oftest fra idealet i dag, men hvis vi øver dette, vil vi langsomt kunne nærme os det ideelle forhold igen.

'Musa fortæl mig om manden, - den vidt befarne, som flakked' -

meget omkring, da han havde – forødt det hellige Troja, -

så mangfoldige byer – og fik deres sæder at kende.... - '

Eleven og terapeuten går ved siden af hinanden. De går hele tiden i den samme rytme, de går på de lange stavelser i teksten. De korte stavelser tales imellem skridtene. Først taler terapeuten en halv linje, derefter eleven, mens begge går hele tiden, og så fremdeles.

 

Når man som ikke øvet begynder at arbejde med konsonanterne, vokalerne og rytmerne, vil man oftest ikke opleve nogen særlig forandring. Arbejder man under supervision af en sprogformer, vil man blive ført hen imod lydenes og rytmernes urkræfter og deres påvirkning af åndedrættet. Man begynder at udtale dem tydeligere end i den daglige tale.

 

Terapeuten iagttager kropsholdning og -bevægelser, artikulation, stemme, åndedræt og sprogiagttagelse hos eleven og danner sig derudaf et helhedsindtryk af vedkommendes sproglige problemer og behov.

 

Rudolf Steiner nævner i sit foredrag ”Nervøsitet og hvordan den overvindes”, at man kan styrke sine livskræfter ved at lære tekster ikke kun forlæns, men især baglæns. Man kan også prøve at huske hændelser baglæns. Det arbejdes der også med i den terapeutiske sprogformning. Man taler for eksempel en stavelse ad gangen, først forlæns, derefter baglæns. Så taler man den første og den anden stavelse forlæns og baglæns. Sådan behandles en hel sætning, ja nogle gange en hel historie eller et digt. Denne øvelse centrerer.

 

I de fleste tilfælde benytter jeg mig af de tyske sprogformningsøvelser fra Rudolf Steiner. Der er mere kraft i de tyske lyde, og det er næsten ikke muligt at finde lydsammensætninger, der svarer til de tyske. Jeg kan dog anbefale Flemming Distlers 'Recitation i overskolen'. Han har også lavet helt nye danske øvelser. Jeg arbejder med at ”oversætte” øvelserne til dansk, men de får ikke den samme kraft og virkning, som de originale øvelser.

 

Er der nogle, som nu har fået lyst at gøre sprogformning i det små derhjemme på stuegulvet, må I endelig gå i gang. Det styrker, det gør munter, det er svært og så videre. Barbara Denjean-von Stryk har skrevet bogen: 'Sprich, dass ich dich sehe'. Den er god for begyndere at læse og er udgivet på Verlag Freies Geistesleben. 'Therapeutische Sprachgestaltung' (findes også på engelsk) af samme forfatter og Dietrich von Bonin er decideret om terapi, og begge bøger kan varmt anbefales. Endvidere fås også 'Rudolf Steiner und die redenden Künste', 'Methodik und Wesen der Sprachgestaltung' og 'Sprachgestaltung und dramatische Kunst' alle igennem Audonicons Bogsalg. Jeg ønsker held og lykke med arbejdet i de små stuer. Sprogøvelser er ikke blot et møde med King-Kong, men med verdens formende kræfter: KNG.

 

Dorthe Rosendahl